En rumænsk mand fik en straksdom, mens en landsmand blev varetægtsfængslet.
En patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) slog to fluer med et smæk, da betjentene mandag aften i grænsebaglandet kontrollerede en moldovisk personbil, der kom kørende i Tinglev.
Ved en kontrol af de to rumænske personer i køretøjet stod det klart, at begge var rejst ulovligt ind i Danmark.
En 35-årig mand, der sad bag rattet, havde overtrådt sit seks år lange indrejseforbud, der var en del af en dom fra Retten i Glostrup tidligere i år.
Han fik tirsdag en straksdom på 20 dages fængsel ved Retten i Sønderborg og modtog dommen.
Passageren i bilen, en 47-årig mand, var blevet udvist for bestandig. Udvisningen var en del af en fængselsdom afsagt af Østre Landsret i 2014.
Han blev ved et grundlovsforhør tirsdag ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i tre uger.
Han nægtede sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.
De to personer var rejst ind i Danmark via Pebersmark Grænseovergang, kort før anholdelsen fandt sted.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.