Aabenraa Kommune har opkøbt den tidligere VUC-bygning Glødelampen på 6000 kvadratmeter for at skabe et nyt, moderne kunst- og søfartsmuseum. Museum Sønderjylland skal etablere og drive museet i de centralt placerede lokaler, som anses som særdeles velegnede til museumsbrug.
Projektet er præget af et internationalt udsyn og har til formål at binde værker fra betydningsfulde kunstnere som Franciska Clausen og C.W. Eckersberg sammen med den globale sønderjyske søfartshistorie. Franciska Clausen-samlingen på 2500 værker får en central plads, ligesom museet lægger vægt på både faste og skiftende udstillinger.
Museet har et udadvendt perspektiv og vil trække tråde både til Aabenraa Havns nuværende internationale rolle og fortid som søfartsby. Projektet forventes realiseret for cirka 112 millioner kroner. Valget af at anvende en eksisterende, kvalitetsbygning fremhæves som et bæredygtigt og nutidigt valg i forhold til nybyggeri.
Aabenraa Kommune og Museum Sønderjylland vil de kommende måneder indlede dialog om fondsansøgninger og finansiering af projektet. Faktaark med billeder af bygningen og yderligere fakta om museumsprojektet findes i vedhæftningen.